Bedste fastelavnsbolle

Det har sandelig været noget af en rejse. En proces, som jeg ærligt talt ser frem til at lægge bag mig. Misforstå mig endelig ikke. Jeg føler en enorm taknemmelighed over at være blevet gravid på ny og over overhovedet at have muligheden for at bringe endnu et barn til verden. Vi kommunikerer dagligt og morer os meget med at puffe til hinanden gennem maveskindet.

Kærligheden til ham er allerede stor, og jeg venter i spænding på vores første møde. Jeg ønsker naturligvis, at han bliver helt klar derinde, og jeg drømmer om, at fødslen starter af sig selv. Når det er sagt, så længes jeg virkelig også efter det øjeblik, hvor jeg ikke længere er gravid. Jeg er dog overbevist om, at denne følelse i høj grad afhænger af det specifikke forløb, man gennemgår.

Hvor ventetiden med Kurt var præget af overskud og energi, har oplevelsen med lillebror desværre været betydeligt mindre behagelig. Endnu en omgang beklagelser. Og halsbrand. Hvis man har fulgt mine udfordringer, ved man, at det hele startede med et halvt års konstant kvalme døgnet rundt. Herefter fulgte en kort, kærkommen periode på nogle uger, hvor jeg havde det ret godt. Det var ikke blot den milde form for halsbrand, som jeg oplevede mod slutningen af min første graviditet.

Altså den type, hvor man blot kan tage en tyggetablet eller sove med en ekstra pude under hovedet, og så er alt i orden. Men alligevel. Da jeg blev undersøgt af min læge nogle uger senere, blev mine gener heldigvis taget seriøst, og jeg formåede nok også bedre at beskrive, hvor invaliderende det efterhånden var, at jeg hverken kunne indtage føde eller ligge ned og sove.

Jeg fik ordineret medicin mod halsbranden, hvilket har gjort en verden til forskel. Jeg er normalt tilbageholdende med medicinering, særligt under en graviditet, men når præparatet er harmløst og ligefrem muliggør en normal tilværelse med mad og søvn, mener jeg, det er alle pengene værd. Der eksisterer utallige graviditetsgener, og de fleste er heldigvis harmløse. Ikke desto mindre kan de være ekstremt belastende i hverdagen.

Der findes ofte gode måder at lindre eller afhjælpe dem på. Dette forløb har været en vigtig påmindelse til mig selv om, at det ikke altid kan betale sig blot at bide smerten i sig. Leverkløe. Netop som jeg troede, at halsbranden var under kontrol, ramte en ulidelig kløe mig en nat. Den var vedvarende, selvom intensiteten var højest i nattetimerne.

Det var især mine håndflader og hæle, der kløede, men også underarme, ankler og skuldre var ramt. Da der ikke var tegn på udslæt, vakte det min bekymring. Jeg huskede svagt noget om min veninde Louise, der måtte køle sine fødder i isvand under sin første graviditet. Var der ikke noget med forhøjede levertal og nødvendigheden af at sætte fødslen i gang før tid for barnets sikkerhed?

Jeg var usikker, men instinktet sagde mig, at denne type kløe ikke var normal under en graviditet. Jeg kontaktede derfor både Louise og min læge, som med det samme bestilte blodprøver.

Så snart resultaterne forelå, kontaktede lægen fødeafsnittet i Hillerød, som straks iværksatte en behandlingsplan. Set i bakspejlet havde jeg følt mig ret utilpas længe, men det var efterhånden blevet en grundtilstand; en fornemmelse af at alt summede, og at jeg slet ikke kunne finde ro i min egen krop. Diagnosen var desværre korrekt, for hvis man oplever kløe under graviditeten, især lokaliseret til fodsåler og håndflader og værst om natten, skal man reagere.

Det drejer sig om det, man kalder graviditetsbetinget leverkløe, da begge fagudtryk dækker over samme lidelse. Selvom navnet måske lyder uskyldigt, kan tilstanden have alvorlige konsekvenser for barnet. Kløen opstår nemlig, fordi leveren ikke fungerer optimalt og derfor ikke udskiller galdesyrer og affaldsstoffer, som i stedet ophobes i blodet.

Det er yderst ubehageligt for moderen på grund af kløen og utilpasheden, men desværre også potentielt farligt for barnet. For mit vedkommende modtager jeg nu medicin, der støtter leverens udrensning, hvilket heldigvis ser ud til at have en positiv effekt. Jeg får taget blodprøver ugentligt for at overvåge tallene. Samtidig bliver barnets hjerterytme tjekket via en kurve for at sikre hans trivsel.

Anbefalingen er dog klar: Han skal fødes senest i uge 38. Jeg foretrækker at undgå medicinsk igangsættelse, men hvis det er nødvendigt for hans sundhed, accepterer jeg det naturligvis. Det primære mål er, at lillebror kommer sund og rask til verden uden at være påvirket af, at min lever har indstillet sit arbejde. Farvel til hjemmefødslen. De fleste retningslinjer er jo vejledende, og man har som udgangspunkt selvbestemmelse over sit fødselsforløb.

Der eksisterer stadig en lille mulighed for, at fødslen starter af sig selv før termin, hvilket teoretisk set ville gøre det muligt at fastholde planen om en hjemmefødsel. Dog har jeg sat mig grundigt ind i leverkløens risici og finder det mest forsvarligt at følge lægernes og jordemoderens råd; de er i dette tilfælde til stede af en meget vigtig årsag. Samtidig blev de mange forskellige scenarier for overvældende at forberede sig på.

Der var tale om igangsættelse før uge 38 og derefter muligheden for at vente til termin, og sådanne indgreb kan forløbe på mange måder med forskellige udfald. At skulle planlægge både hospitalsforløb og en logistisk krævende hjemmefødsel blev for meget for min mentale kapacitet. Derfor har jeg i samråd med min jordemoder besluttet at føde på en fødeklinik.

Det foregår på hospitalet, men i hjemlige rammer uden medicinsk smertelindring, præcis som da jeg fødte Kurt. Skulle det blive nødvendigt med tættere overvågning på grund af igangsættelsen, må vi tage det derfra. Det krævede lidt tid at bearbejde, at alt måske bliver anderledes denne gang, men nu føler jeg mig afklaret og fortrøstningsfuld. Jeg trækker på min tidligere gode fødselsoplevelse og glæder mig trods alt.

Fødselsforberedelse og modning. Selvom jeg måske ikke er helt så flittig med den teoretiske forberedelse denne gang, prioriterer jeg den fysiske modning højt. Jeg indtager dadler i store mængder, drikker hindbærbladte, går ture, spiser ananas, benytter pilatesbold og går til både rebozo og akupunktur. Jeg gør kort sagt alt, hvad man kan for at guide kroppen mod fødslen. Det er vigtigt at huske, at disse tiltag typisk er noget, man påbegynder i den sidste måned før termin.

Man kan med fordel starte på dadler og te omkring uge 37. Det er ikke hurtige mirakelkure, hvis de overhovedet har en effekt. Af egentlig fødselsforberedelse har jeg haft en session med Moderfødsel, og ellers har jeg genopfrisket åndedrætsteknikker og afspænding fra Smertefri Fødsel, som jeg benyttede sidst. Derudover har jeg drøftet forventningerne med Nikolaj, som var en fantastisk støtte under min første fødsel.

Lillebror virker også til at være klar; han er utrolig aktiv, præcis som sin storebror var på dette tidspunkt. Det glæder os, at han har masser af energi trods min tilstand, og han har allerede placeret sig korrekt med hovedet dybt i bækkenet. Godt kæmpet, lillebror! Benzin, eukalyptus og appelsinsodavand. Jeg har før skrevet om min fascination af mærkværdige cravings, og jeg må sige, at jeg nu selv oplever dem i fuldt flor.

Min største trang er duften af benzin. Det er en næsten uimodståelig lyst, og jeg har ligefrem drømme om duften af bildæk eller et bad i brændstof. Jeg må indrømme, at jeg har meldt mig frivilligt til at tanke bilen blot for at få et strejf af duften fra benzinpistolen, mens jeg diskret holdt øje med mine omgivelser.

Jeg har dog begrænset det til et par gange, selvom lysten melder sig hver nat, når jeg ligger vågen med kløe. Heldigvis fungerer badesalt med eukalyptus som en god erstatning, og jeg tager mig ofte i at inhalere duften direkte fra posen. Det minder meget om pica-syndrom, hvor gravide får lyst til at spise ikke-spiselige ting som kridt eller jord. Måske er det kroppens måde at signalere en mangeltilstand på?

Derudover er jeg blevet helt besat af appelsinsodavand, specifikt Nicoline og Squash, selvom jeg normalt foretrækker cola. Min krop er imponerende, og jeg takker den for indsatsen. På trods af alle udfordringerne har den skabt et barn på omkring 3 kg, som virker sund og rask. Selvom jeg forstår biologien bag, føles det stadig som et mirakel, at det kan lade sig gøre.

Jeg elsker at mærke hans bevægelser, men hvor jeg før følte, jeg kunne være gravid evigt, er jeg nu helt klar til at afslutte kapitlet. Min krop er udmattet, og jeg glæder mig enormt til at møde ham. Jeg ser frem til at dele min fødselsberetning med jer og er spændt på, hvilken historie det ender med at blive.